Nu er det 3 år siden, at denne afgrænsning blev vedtaget af de berørte kommuner, men der er ikke sket en dyt siden. Som jeg nævnte i mit forrige indlæg, så er nogle særinteresser kommet til at spænde ben for projektet og dominere politikernes tanker i en sådan grad, at der er behov for, at naturens minister træder i karakter, og giver Kongernes Nordsjælland det blå stempel - eller skrotter hele projektet.
Den sidste løsning vil naturligvis betyde ro om Nordsjælland, men jeg synes, at det ville være synd og skam. En nationalpark vil nemlig alt andet lige åbne for en international nysgerrighed, og dermed en tilstrømning af turister, som ville øge Nordsjællands indtjening på en lang række områder.
Vi har slotte, som allerede er turistmagneter, men som helt givet kunne trække endnu flere besøgene, hvis der blev en kobling til en nationalpark.
Her i Gribskov kommune har vi Esrum Kloster og Esrum Møllegård. Vi har Søborg Slotsruin, Asserbo Slotsruin, Vi har fiskerlejerne, vi har museer og kunstnerområder, f.eks. Tibirke Bakker. Og så har vi skoven, det åbne land og stranden. Vi har alle gravhøjene og stendysserne, som bringer Nordsjællands historie helt tilbage til Stenalderen. Men hvad bruger vi det til?
Sporadisk markedsføring - hvis overhovedet nogen!
Jeg har besøgt Florida mange gange. Det er virkelig et land fyldt med kontraster, lige fra kæmpe store byer og bebyggelser, meget store til helt små naturreservater til små fine refugier for dyr, planter eller fugle. De små refugier eller State Parks kan i en vis udstrækning sammenlignes med vore nye søer - Strødam, Solbjerg Engsø og Alsønderup enge, der ligger som perler på Pøleåen mellem Hillerød og Arresø. Disse 3 søer har, ud over at virke som buffere til fosforopsamling, givet masser af dyr og fugle i området, som vi ikke tidligere så her.
Nå, i Florida har man et ganske specifikt krav, når det gælder inddragelse af naturområder til bebyggelse eller parker som Disneyland m.fl.
Der er et krav om, at virksomhederne, som vil bygge i naturområder, opkøber lige så store arealer af vild natur, som man bebygger. De (opkøbte) "nye" naturområder skal herefter beskyttes, og fungerer som reservater med besøgsmuligheder for publikum. I disse områder anlægges et passende antal trampestier, som så holdes farbare. Det holder de besøgende til disse stier, og kun dem. Der er ikke nogen, som kommer på afveje!
Jeg forestiller mig faktisk, at noget tilsvarende kunne praktiseres her i Nordsjælland, både i og uden for det mulige nationalparkområde. På den måde kunne det åbne land komme til at spille en afgørende rolle, når det gælder adgang og gennemgang til steder, som jeg vil betegne som refugier, både naturhistorisk, historisk og nationalt.
Kongernes Nordsjælland handler ikke bare om skove og jagtselskaber, som siden Middelalderen har benyttet sig af det store areal, som Nordsjælland udgør. Det handler om det hele. Vi har været så heldige, at Nordsjælland reelt kun har været underlagt klostrene og kongemagten. Landsbyer og byer har været ejet af Esrum Kloster og kongerne og nogle få adelsmænd. Efter reformationen i 1536 bliver hele Nordsjælland kongernes. Hele denne historie kan indbygges i det nuværende Nordsjælland.
Ikke sådan at forstå, at vi skal gøre Nordsjælland til et stillestående museum, hvor alt bliver holdt i en form for status Q. Det opnår vi ikke meget ved. Der skal meget mere til.
På nogle af de møder, som har været holdt, angående muligheder for at øge turist tilstrømningen, har der bl.a. været nævnt muligheder for at vandrende eller kørerne turister kunne overnatte i hytter i trætoppene. Det er bare ét eksempel ud af mange andre muligheder.
Jeg ved godt, at det jeg skriver i disse linier, ikke hører til det egentlige Kongernes Nordsjælland, men det gør turisme i trætoppen heller ikke.
Men hvorfor ikke tage et kulturspor her i Gribskov kommune, som har været diskuteret før?
Hvad med Esrum Kanal, som i dag er forfaldet til det ukendelige, den blev skabt for godt 200 år siden, fordi der skulle bruges brænde og tømmer i København. Der har været røster fremme, som har slået til lyd for, at kanalen blev renset op. Men det er dyrt, og hvad skulle målet vel være med det?
- Jeg kunne godt forestille mig den tanke, at kanalen blev renset op, og blev gjort anvendelig igen. Denne gang med det formål at gøre den til et levende museum, hvor turister - både danske, men i aller højeste grad udenlandske - kunne blive inddraget i pramdrager-livet på kanalen. Der skulle flyttes brænde fra Gribskov igen. Folk skulle selv kunne medvirke i større eller mindre grad, og når dagens dont var vel overstået, så ventede den primitive overnatning eller luxushotellet ude ved Dronningmølle. Her kunne der så rekrereres med badestrand eller naturvandringer til Rusland og Tegnes Museum. O.s.v., o.s.v.
Esrum Kloster og Møllegården skulle naturligvis være et kærkomment stop på vejen fra Gribskovs huggepladser til Dronningmølle. Og man kunne jo gå endnu videre. Hvorfor ikke ende i København med gallasen, som fragter brændet fra Dronningmølle?
På klosteret skulle det være muligt af illustrere den afsondrede tilværelse, som munkene har levet gennem flere århundreder. Og hvorfor ikke lave et besøgscenter, som både kunne gøre dette muligt, og samtidig gjorde det muligt, at få et levende billede af jagtslottet Esrum Kloster, og ikke mindst fåreavlen og Frederiksborg hestens historie, som også hører Esrum til?
Fiskerlejerne er også steder, hvor historien kunne blive levende igen. I Tisvildeleje og Gilleleje er der stejlepladser. Tja, men bliver det brugt til noget? Næh...
Men hvorfor ikke få det op at køre igen? - Men hvor skulle vi dog få alle de "kostoder" fra? ville mange sikkert indvende.
- Jeg er sikker på, at vi her i Norsjælland ville være i stand til at rekruttere rigtig mange til den slags jobs. Jeg kunne endda tænke mig, at f.eks. gymnasierne og andre ungdomsuddannelser kunne komme til at spille en ikke uvæsentlig rolle i form af uddannelsesretninger, som lagde op til jobs i turistindustrien. Man skal jo vide noget, for at kunne være "story teller" i Nordsjælland!
---
Jeg var i Hillerød i går, på en "travl" lørdag, troede jeg.
Jeg havde et ærinde i SlotsArkaderne. Hvad så jeg? - Lukkede butikker! Og det blev endnu værre, da jeg gik gennem Gallerierne. Endnu flere lukkede butikker!
Hvad siger det mig?
- At flere indkøbscenter og bilforhandlere IKKE er vejen frem! - Men der snakkes stort set ikke om andet, når talen er om udvikling... Ærgeligt, for hvad med alle de tabte arbejdspladser?
Hvis vi skal kunne få bare de nuværende indkøbscentre til at fungere, og være med til at skabe arbejdspladser og indkomst igen, så ser jeg ikke megen anden mulighed, end at vi betragter Nordsjælland lidt fra oven, og får sat nationalparken på landkortet i Nordsjælland, Danmark og ikke mindst world wide.
Så lad os nu få besluttet den nationalpark, så Nordsjælland kan komme videre!
naturvejleder Niels Henriksen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar